Tirpitz-stillingen er en bunker, der aldrig blev færdigbygget. Byggeriet påbegyndtes af den tyske besættelsesmagt i 1944 som en del af Atlantvolden, en forsvarslinie opført langs Europas vestkyst under 2. verdenskrig, og efter planen skulle det samlede kompleks stå færdigt i efteråret 1945. Stillingen skulle bestå af fire kanoner indbygget i to dobbelttårne, et ildledelsesanlæg og to større ammunitionsbunkere. Tyskernes kapitulation i maj 1945 betød imidlertid, at byggeriet aldrig blev fuldendt. I en årrække var komplekset afspærret og bl.a. anvendt af Forsvaret til forsøgssprængninger. Den sydlige bunker i Tirpitz-stillingen blev åbnet for publikum i 1991, og man kan nu komme ind i anlægget og se de mange rum. Desuden kan man se en plancheudstilling, der fortæller historien om Atlantvolden. Ca. 300 meter nord for museumsbunkeren ligger en identisk skytsbunker. Bunkeren er sammen med Hansted-batteriet i Hanstholm det største kystbatteri i Danmark. Anlægget fremstår i dag delvis som ruin.
Adresse:
Tirpitz-stillingen
Tane Hedevej
6857 Blåvand
Telefon: (+45) 75 27 84 27
Website: www.vardemuseum.dk